Den selvejende institutions vedtægter

§01 - Navn og Hjemsted
”Den selvejende institution af 1987 Stensballe ridecenter” er en selvejende institution med hjemsted i Horsens Kommune og dens værneting er Horsens civilret.

Ridecentret er beliggende matr. Nr. 9 c-a, Vangevej 66, Stensballe, 8700 Horsens.

§02 - Formål
Den selvejende institutions formål er at opføre et ridecenter og derefter udleje faciliteterne til Ponygården Solvangs Rideklub. Den selvejende institutions økonomiske midler skal primært anvendes til vedligeholdelse, udvidelse og modernisering af faciliteterne. I det omfang der herudover er overskydende midler kan disse anvendes til fremme af ridesporten ud fra et alment velgørende formål.

§03 - Formueforhold og økonomisk ansvarlighed
I forhold til trediemand hæfter institutionen alene med sin formue.
Medlemmerne har intet personligt ansvar for institutionens forpligtelser.

§04 - Drift
Institutionens drift gennemføres ved frivillig arbejdskraft, udlejning samt ved tilskud fra det offentlige. Et eventuelt overskud ved driften tilfalder institutionen, og udlodning, f.eks. til private personer, kan aldrig finde sted. Overskuddets anvendelse bestemmes i øvrigt af den til enhver tid siddende bestyrelse.
Institutionens midler skal indestå på konto i pengeinstitut.

§05 - Ledelse
Den selvejende institution ledes af bestyrelse på mindst 3 medlemmer, som udpeges af Ponygården Solvangs Rideklub. Ingen må samtidig være medlem af rideklubbens bestyrelse.
Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet. Funktionsperioden er 2 år. Bestyrelsen konstituerer sig selv og vælger blandt sine medlemmer formand og kasserer. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed blandt de mødte, dog kan ingen bestlutning træffes med mindre end 3 stemmer for. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
For så vidt angår køb, salg, pantsætning eller udlejning af fast ejendom kræves enstemmighed blandt alle bestyrelsesmedlemmer, jfr. § 7. Hvis ét medlem modsætter sig de øvrige medlemmers enstemmige beslutning i disse forhold, skal dette dog ikke være til hinder for, at beslutningen træffes af de øvrige medlemmer på et senere bestyrelsesmøde indkaldt med 14 dages varsel.

§06 - Bestyrelsesmøder
Bestyrelsesmøder afholdes mindst 2 gange årligt, og i øvrigt når formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer ønsker dette.
Beslutningsreferat føres til protokol på mødet og underskrives af de mødte.

§07 - Tegningsregel
Bestyrelsen tegnes af formanden eller kassereren, enten i forening eller hver især i forening med et medlem af bestyrelsen. Ved formandens og kassererens samtidige fravær kan der meddeles tidsbegrænset prokura.
Ved køb, salg, pantsætning eller udlejning af fast ejendom kræves underskrift af den samlede bestyrelse i overensstemmelse med § 5.

§08 - Regnskab og revision
Institutionens regnskabsår følger kalenderåret. Regnskab og status udfærdiges én gang årligt. Regnskab og status skal være udarbejdet senest den 1. april.

Regnskabet skal godkendes og underskrives af den samlede bestyrelse. Regnskabet skal revideres og påtegnes af en revisor, udpeget af den selvejende institution.

§09 - Vedtægtsændring
Disse vedtægter kan kun ændres, når ønsket om ændring tiltrædes af samtlige bestyrelsesmedlemmer samt i henhold til formålsparagraffen. Ved ændring af §2 skal sådanne endvidere godkendes ved simpel majoritet på en generalforsamling i rideklubben.

§10 - Opløsning
Den selvejende institution opløses, når det på to på hinanden følgende bestyrelsesmøder af samtlige bestyrelsens medlemmer er vedtaget, at opløsning skal finde sted, og når der derefter har været afholdt en ekstraordinær generalforsamling i rideklubben herom. Såfremt der ved institutionens opløsning fremkommer et overskud, kan udlodning heraf efter dækning af alle skyldige beløb kun ske til almenvelgørende idrætsformål i Horsens Kommune.